Amerigo Tot

Den store europæer i italiensk kunst

»Et kunstværk er en skabning. Det omfatter kunstnerens drøm om at kunne beherske det genstridige stof og forme det til en levende åbenbaring af sin forestillingsverden. Således bliver det færdige kunstværk en menneskelig mani-festation, og dets normale skæbne er, at det derefter af kunstneren overlades andre mennesker til efterprøvelse.« (Ide Løppenthin i »Kunst og stil«)

Siden 1933 har ungareren Amerigo Tot — da han kom, kaldte han sig endnu Imre — boet i Rom, og siden 1936 i samme hus i Via Margutta, en lille gade mellem Piazza di Spagna og Piazza del Popolo, Roms Montmartre eller Montparnas-se, der er helt sin egen verden.
Han er født i 1909 i Feherwårscurgo i Ungarn i udkanten af puszta'en ved Balatonsøen. Ved dens bredder samlede han sine første sten, han siger selv, at han dengang ikke var helt klar over, om han skulle beundre dem, som de var, eller forme dem efter sin egen vilje. Af det ler, som han væltede op af plovfuren, når han gik efter ploven med sin far, lavede han sine første figurer. Og på bondehusets mur tegnede han med kul sine første tegninger.
Bondedrengen kom til tyvernes Berlin, til Bauhaus i Dessau og til Hamborg. Han sluttede op om de kredse, hvor Bert og Lotte Brecht, Tucholsky, Ringelnatz og Ilja Ehrenburg var de litterære bannerførere for kunstnere som Kokoschka, Picasso og Otto Dix (fra Dresden). Så tog han til Paris, blev ven med Maillol, influeret af Rodin, og følte det kunstneriske slægtskab med folk som Arturo Martini, Ossip Zadkine, Laurens, Moore og Noguchi.
Af ungareren blev en italiener, som aldrig glemte, at han også var en dynamisk erobrer fra et af barbarrigerne, præcis som vi ser dem fremstillet på oldtidens filmjournal, Trajansøjlen. Men med samme cyklonagtige energi og et åbent vindende smil uden svig, har han gjort nomaden i sig bofast og er blevet europæer. Han taler og tænker italiensk, men kan gøre det samme på en-gelsk, tysk og fransk. Som kunstner har Amerigo Tot fået meget forærende — det modtagelige sind, den urolige, søgende sjæl, en fornemmelse af de små tings betydning for helheden, en vulkansk skaberkraft, håndværkerens snilde og en flid, der vel i sin natur er rastløs, men ikke desto mindre kun sigter mod et mål: fuldkommengørelsen af kunstens love.
En sådan mand kan ikke gå i spand med kunst-neriske kliker. Ham kan man ikke lægge i bånd.
Det tjener derfor den italienske stat til megen ære, at man gennem årene har overdraget ham mange store udsmykningsarbej der. (Det er lykkeligvis lov i Italien, at 2 % af den samlede byggesum sættes hen til kunstneriske formål!). Han har således lavet det kæmpemæssige frontalrelief på Roma Termini (1953), hvor de stærke lige linier klæder ruinerne af Diokletians termer lige ved siden af, og på en ej endommelig måde røber den intime forbindelse mellem arkaismen og modernismen. For den, der vil se det, er det den in-direkte vej til klassicismen, skeint klassicist er det sidste, man vil finde på at kalde Tot.
Også det store (her af billede) bronzerelief, der står ved indkørslen til skovbrugsministeriet, fortæller om hans rejse tilbage til originalerne. Her er han både naturalistisk og abstrakt, og giver beskueren den stærkest mulige fornemmelse af at være i det egentlige Rom, ikke det kejserlige, men det sunde og stærke, som vel nok har mere tilknytning til etruskerne, end man anede. Så er der det gyldne stukloft i Sala di Vittoria — et både intimt og alvorlige konferencerum i det nyopførte udenrigsministerium. Loftet er fra 1959. Da jeg så det, mindede det mig om suset i en palmeskov, stivnede bølger eller trapper ned i samvittigheden.
Men som Tot selv udtrykte det: »Det er ikke fornuft, der skal til for at værdsætte kunst«. Fra 1960 er der den store keramikvæg i Palazzetto dello Sport. Her har han leget med nye former — som altid, kunne man fristes til at sige. Ladet materialet leve sit eget liv sammen med kunstnerens følende og formende hånd.
Det er gennem arkitekterne, Tot er kommet ind på disse arbej der, og det er en af hans yndlingsteser, at billedhuggere, arkitekter og malere må finde frem til en fællesnævner. »Betingelserne er snart ved at være der«, hævder han.
Det sidste af hans offentligt tilgængelige værker i Rom, der skal omtales her, er det store re-lief på femtesalen foran direktionsværelset i Den italienske Automobilklub. I cement har han lavet en syntese af bilmotoren. Det er fra 1958, og man skimter også her den etruskiske indflydelse. Et af Tots yndlingsudflugtsmål har da også længe været etruskergravene i Cerveteri (ca. 40 km fra Rom), der omend bevokset med græs og mimoser tydeligere end noget andet viser, at om en ting er abstrakt eller figurativ, kommer det faktisk ud på eet. Dengang som nu. »Eller som hos ægypterne og aztekerne«, siger Tot, der aldrig iklæder sine visioner mange ord. »Bildende kunst skal ikke laves til litteratur«, tilføjede han længe efter, da han sad ved rattet i sin bil og viste sig som en kentaur i beherskelsen af den. På en underlig måde føles det naturligt at lade den slags ord løbe i pennen under en omtale af ham. De passer til ham og hans naturel ikke mindst, når man vil forsøge kort at karakterisere hans liv og hans kunst.
Det hører f. eks. også med, at han er en stor katteelsker. Der er så mange katte i Rom, at man også må være det generelt. Han har dog haft mange yndlingskatte. Den berømteste er vel Djengis Khan, som han stadig taler om som en elsker om sin af døde elskede. Som ikke af den grund behøver at være gået himmelvejen! Man skal også se ham i en sen nattetime stryge det viltre grå hår væk fra den firkantede pande, når han sidder på en barnestol i en af Via IVIarguttas bar'er — hvor man kan få alt fra marmelade og alle former for spiritus til espresso og franske parfumer m.m. — og spiller skak ved et bord, der består af to kikskasser stillet ovenpå hinanden. Da tænker og leger han. Som om søndagen, hvor han giver sig til at tegne hænder, han har set et eller andet sted, og som nu pludselig falder ham ind. Man kan spørge ham om, hvad han har lavet. Han nikker venligt nærværende og svarer inåske fire dage ef-ter. Han er distrait på en ophøjet, uforvirret måde.
Da Tot blev italiener, var der en del gotik i ham. Men i den storhed fandt. han ingen klarhed. Han gik ud fra den avantgardistiske kreds, der i Tyskland efter 1933 blev kaldt »entartet«. Det er utvivlsomt mindelser herfra og fra hans fødeland Ungarns tragedie, der har fået ham til at erklære, at man »ikke kan skeine mellem kunst og politik, så sandt som kunstneren er et menneske, og mennesket er politisk. Derfor anser jeg de mennesker for idiotel, som fornægter deres kunstneriske og politiske ansvar. Kunsten er vor sidste beskyttelse mod uklarhed og åndelig formørkelse —den være sig religiøs eller politisk«. Dette har han også udtrykt i sine Bari-relieffer i Syditalien. Her siger han, at vi ikke må glemme, hvorfra vi kommer, og hvorhen vi går. Figurerne lever med en Dor'sk fantasi — og øst og vest har givet hinanden hånden uden tanke på nogen kipling'sk imperialisme, der hævder, at de to aldrig kan mø-der.
Når der i kunstnerkredse i Italien tales om teknisk snilde, kan der lyde let misundelige røster fra mindre praktikere end Tot. En af dem siges en-gang at skulle have sagt: »Den mand kan da også få håret til at gro!« Der er faktisk ingen kunstneriske udtryksformer, der er ham fremmed, eller som han ikke behersker. Han tegner, maler, bygger, former, opfinder. I fire år var han f. eks. kunstnerisk leder af en keramikfabrik, og det skal ikke undre mig, om han også havde anvist nye måder for indpakning til forsendelse over længere afstande, så tingene ikke gik i stykker.
Jung taler et sted om en funktionstype, der har fire funktioner: Tanke, intuition, følelse og fornemmelse. Det hele menneske er den, der kan bruge alle disse fire funktioner eller kombinere dem i det rette forhold.
Det kan Amerigo Tot. Det er naturligt, at der er skrevet et væld af artikler og bøger om ham. kalien, England, Tyskland, Svejts, Finland, Frankrig, Amerika, Ungarn og nu også Danmark har interesseret sig for ham. Han har holdt udstillinger i Italien, Svejts, Frankrig, Finland og Amerika, og vil også gerne til Danmark engang for at lære det land at kende, hvor Robert Jacobsen voksede op.
Når man gennemgår Amerigo Tots produktion, aftegner den sig i forholdsvis tydelige perioder. Selv vil han ikke ind på dem. »Det må andre om. Jeg skal arbejde, og jeg mener stadig, at noget af det vigtigste, man kan vide, er, at man ingenting ved. Sokrates sagde det på sin måde, og Marcel Proust på sin«, udtalte han, da spørgsmålet kom på bane.
Men måske kan man af stikke linierne således:
Før 1933 er han den unge, ufærdige kunstner, som skal kæmpe sig fri af den dygtighed, han har lært hos de store mestre, og som han gerne vil udtrykke på sin egen måde. Indtil 1939 er han tydelig figurativ i sine værker. I 40—41 bliver det de lange formers tid. 42—44 er han atter tydelig fi-gurativ, men mere åben for formernes spil. Fra 45—48 er det de store former, der giver ham kraften. Han har lavet kvindefigurer, der formelig eksploderer som kratere og i deres sluttethed og overlegne primitive ægthed kan få en til at udbryde: »Der har vi Venus fra Willendorf«. Fra 49-50 er det, som om havet har været den største inspirationskilde. Jeg kommer til at mindes et fotografi af ham, hvor han vanddryppende stikker hovedet op af en vigende bølge, en, der er besejret. Hans firkantede brystkasse perler af vanddråber. Fra 1951 og fremefter er det materialerne — cement, keramik, træ, bronze, jern — der behersker billedet. »Og nu er jeg vist langsomt på vej ind i en ny figurativ periode«, siger han. »Men jeg er trofast mod alle perioder. Det er min form for polygami. Jeg tror faktisk også, at det figurative er ved at blive en tendens i tiden. Om man ikke kan se det direkte, så kan det foles. Det er måske også nok så godt. Det er jo så svært at se, fordi ingen kan se, hvad der er kunst«.
Efter et besøg sammen med ham hos Italiens og Europas nestor blandt kunsthistorikere, Lionello Venturi, der skal skrive forordet til en kunstmappe med 12 litografier (et af dem er gengivet her) sagde han på vejen ud fra den lærde mands bibliotek:
»Nu skal jeg fortælle dig en lille historie om kunstnerne i dag — både her og i mange andre lande. De går ud og finder en sten, der har naturens egen form. De tager den hjem på deres atelier og arbej der på den i mange måneder. En flis her, en flis der, og stenen har stadig naturens form. Alle kan se det og klapper i hænderne af begejstring. Man kan gøre det samme med en gren eller et stykke træ. Med alt det materiale, naturen har at byde på. Ja, så er historien ikke længere«.
Han smilede huldsaligt.